FASTE FOR HERREN

Ofte hører man folk i begyndelsen af fasten tale om, hvad de i år har valgt at give afkald på. Det kan være fint og godt på denne måde at inspirere hinanden, så lang tid det ikke bliver til noget selvhævdende og selvpromoverende. Dog vi skal altid holde os for øje, at fasten katolsk set ikke handler så meget om afkald, som den handler om kærlighed; altså om fornyet fokus på Gud og på sine medmennesker. Kun hvis det er gjort i kærlighed til Gud og medmennesker, giver faste i form af frivillige afsavn kristeligt set mening.

Een af de gamle kirkefædre, Peter Chrysologus, sagde engang i en prædiken (lidt fortolket): “Det gavner intet at faste, pleje sin sjæl, beskære sine lidenskaber, luge sine laster ud, og så dydens frø, hvis man ikke vander jorden med barmhjertighed. “

Kirkefaderen forklarede: “Den, der faster, må forstå, hvad faste er. Han må føle medlidenhed med de hungrende, hvis han vil, at Gud skal føle medlidenhed med den hunger, der er hans. Hvis han håber på barmhjertighed, må han selv være barmhjertig. Hvis han søger kærlighed, må han selv vise kærlighed. Hvis han håber på at modtage, må han selv give.”

Bøn, faste og barmhjertighed er tre bærende træk i fastetiden. Ifølge Chrysologus skal “bøn, faste og barmhjertighed blive et eneste råb til Gud, en eneste fremførelse af vort anliggende, en eneste bøn på tre måder.”

Og den gamle kirkefader tilføjede: “Lad os ofre vore sjæle som et fasteoffer, for vi kan ikke ofre Gud noget mere velbehageligt. For som profeten siger: “Offer for Gud er en sønderbrudt ånd. Et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.””

Og dermed er vi fremme ved endnu et bærende træk ved fastetiden. Og det er, at fastetiden er en tid til omvendelse og en tid til at gå til skrifte og få Guds tilgivelse, så man med et rent hjerte og renset sind kan fejre den allerstørste fest i hele kristenheden; påskefesten.